18/7 2025 Hjertet af Belfast viste sig fra sin smukkeste side – med solskin og god stemning.

En spændende byvandring bød på mange oplevelser og nye indtryk.

Første stop var den helt store attraktion: Titanic-museet – en imponerende og rørende oplevelse, hvor historien om verdens mest berømte skibskatastrofe formidles gennem stærke illustrationer og udstillinger.

Titanic blev bygget i Belfast og blev dengang kaldt “usynkelig” – verdens største og mest luksuriøse passagerskib med plads til 2.200 passagerer og besætningsmedlemmer.

På sin jomfrurejse fra Southampton til New York kolliderede Titanic med et isbjerg den 14. april 1912 og sank på 3.800 meters dybde. Omkring 1.500 mennesker mistede livet – kun ca. 700 overlevede, primært blandt de velstillede.

Katastrofen førte til væsentlige ændringer i international søfartssikkerhed, herunder krav om redningsbåde til alle ombord og konstant radio-overvågning.

Det mindre skib Nomatic ligger ved museet og er bygget side om side med Titanic som skibet, der skulle transportere folk til og fra Titanic. 

Vi oplevede også byens puls og besøgte nogle af de steder, der stadig bærer præg af historien:

 • Peace Walls – fredsmurene, opført i 1960’erne for at adskille katolikker og protestanter under den voldelige konflikt i Nordirland. I dag er murene dækket af farverig og politisk graffiti.

 • The Crown Liquor Saloon – en smuk, historisk pub og en af de få bygninger, der overlevede konflikten.

 • Et vægmaleri med Charlie Chaplin, der nød at opholde sig i Belfast, pryder også byen – ledsaget af nogle af hans citater.

Fra Belfast sejlede vi de 63 sømil til Isle of Man – en fascinerende lille ø med sit eget parlament, egne love, valuta, sprog og flag.

Historien er lang og dramatisk, med skiftende herskere og besættelser – også danske vikinger har sat deres præg her. Set fra søsiden minder øens stejle, grønne klipper en del om Færøerne.

Nu er kursen sat sydvest, og efter 75 sømil er vi ankommet til Dublin – Irlands livlige hovedstad