3/8 2025 Efter vores ‘ufrivillige’ ophold i charmerende Padstow viste motorproblemet sig at skyldes det utænkelige: dieselpest. Og det på trods af, at vi altid tanker uden bioindhold og tilsætter bakteriedræbende additiv. Morale: Tro ikke altid på garantier – heller ikke dine egne…
Herfra gik turen videre mod Land’s End, det vestligste punkt på det engelske fastland. Et ikonisk pejlemærke, hvor Atlanterhavet møder Den Engelske Kanal. Stedet er ofte forbundet med hårdt vejr og stærk strøm – men den oplevelse fik vi ikke.
Dernæst Newlyn, en hyggelig fiskerihavn med maritime rødder helt tilbage til 1800-tallet. Havnen har sin egen særlige charme og er et roligt og stemningsfuldt stop-over langs den sydengelske kyst.
Videre til Plymouth hvor man tydligt mærker byens stolte maritie arv. Herfra sejlede Mayflower i 1620 med pilgrimmene mod Amerika, og byen har siden været base for Royal Navy. Den historiske havnefront, The Barbican, emmer af atmosfære med smalle gader, pubber og gamle huse.
Efter en fin sejlads på ca. 80 sømil mod øst nåede vi til Portland – en markant odde kendt for sine kraftige tidevandsstrømme og det berygtede “Portland Race”, hvor strøm og tidevand mødes og skaber farlige forhold. Et område der ofte kræver præcis navigation og timing.
Ved Isle of White blev vi en del af opløbet til en af kapsejladserne under Cowes week - men måtte desværre se os slået af de lette specialdesignede kapsejlerbåde. Vi anduvede Southampton, der har en lang og rig maritim historie. Siden romertiden har Southampton været et vigtigt knudepunkt for handel og sejlads. I nyere tid er byen især kendt som udgangshavn for store transatlantiske skibe – ikke mindst Titanic, der blev bygget i Belfast, men sejlede ud herfra på sin skæbnesvangre rejse i 1912.
I dag er Southampton en af Europas største kommercielle havne og hjemsted for mange krydstogtsskibe. På spændende byvandringer oplevede og mærkede vi historien:
På SeaCity Museum dykker man ned i Titanics historie – med fokus på de mange besætningsmedlemmer fra netop Southampton - flere med ansvar for katastrofen. Museet rummer også en udstilling om Jane Austen, der boede her fra 1806 til 1809 og fandt inspiration til sine værker i den travle havneby.
Det smukt bevarede Tudor House fra 1400-tallet gav et fascinerende indblik i livet i det gamle Southampton.
Den middelalderlige bymur, en af de bedst bevarede i England, vidner om byens militære og handelsmæssige betydning gennem århundreder.
Ruinerne af sømandskirken Holy Rood Church, bombet under et luftangreb 30. november 1940, står i dag som et stærkt mindested for faldne søfolk.
St. Michael’s Church, opført i 1070 og stadig i brug – dermed byens ældste og bedst bevarede bygning.
Og ja – Southampton frister naturligvis også med den særlige og muntre engelske pubkultur